Hvordan føles selektiv mutisme indefra?
Kortfilmen Mio giver et indblik i barnets indre verden
Jeg er meget glad for at kunne dele den danske version af den norske kortfilm Mio, som handler om selektiv mutisme og barnets indre oplevelse.
Filmen er udviklet i et samarbejde mellem Foreningen for Selektiv Mutisme i Norge og Universitetet i Agder (Norge), og jeg har været med til at få filmen oversat og formidlet på dansk i samarbejde med de norske samarbejdspartnere.
Filmen illustrerer på en meget fin og rørende måde, hvordan det kan opleves indefra, når angst og alarm i nervesystemet overtager barnets mulighed for at tale.
Den kan være relevant for:
- forældre
- bedsteforældre
- lærere
- pædagoger
- fagpersoner
- og ikke mindst unge og voksne, som selv har levet med selektiv mutisme
Selektiv mutisme og barnets indre oplevelse
Mange mennesker er bange for noget.
Nogle er bange for højder. Andre for edderkopper, mørke eller at flyve.
Men forestil dig, at frygten opstår, når du skal tale.
Ikke fordi du ikke vil tale.
Ikke fordi du er trodsig.
Ikke fordi du er genert.
Ikke fordi du ikke har noget at sige.
Men fordi hele kroppen går i alarm.
Det er ofte sådan børn med selektiv mutisme oplever det.
Barnet kan måske tale frit hjemme, grine, lege og fortælle historier.
Men i bestemte sociale situationer, ofte i skole, institution eller blandt andre mennesker, lukker kroppen ned. Ordene forsvinder.
Ansigtet stivner. Kroppen spænder op. Mange børn beskriver senere, at det føles som om ordene “sidder fast”.
For omgivelserne kan det være svært at forstå.
For barnet kan det føles ensomt, skamfuldt og overvældende.
Selektiv mutisme kan behandles
Selektiv mutisme handler ofte om angst og et nervesystem i alarm, ikke om manglende vilje til at tale. Med den rette forståelse, tryghed og behandling kan mange børn gradvist få mere frihed og begynde at tale i flere situationer.
Læs mere om behandling af selektiv mutisme: Selektiv mutisme kan behandles