Børn og unge med selektiv mutisme tier ikke på grund af manglende kommunikationsevner; deres tavshed skyldes en angsttilstand.
Selektiv mutisme er ifølge WHO’s diagnoseklasificeringssystem ICD-11 diagnostisk kategoriseret som en angstlidelse. Børn og unge med selektiv mutisme oplever ofte en indre konflikt, hvor de ønsker at tale, men føler sig låst fast af en overvældende angst.
Deres tavshed i visse situationer afspejler ikke mangel på evner til at tale. Snarere en dyb følelsesmæssig uro, der hindrer dem i at udtrykke sig.
At tale hjemme blandt nære familiemedlemmer er ofte lettere, da det er et mere trygt og velkendt miljø.
Men i skole- eller børnehaveomgivelser kan denne angst blive overvældende, hvilket resulterer i tavshed eller begrænset tale.
Selvom et barn eller et ungt menneske har selektiv mutisme eller ej, er børn og unges udvikling uundgåeligt knyttet til deres interaktion med verden omkring dem og deres forhold til andre.
Dette samspil er styret af kommunikation, som går langt ud over blot ordene, der bliver talt.
Kommunikationen omfatter en bred vifte af nonverbale og verbale signaler. Signaler som hjælper med at forme barnets forståelse af verden og dets forhold til andre.
Gennem sprog og andre kommunikationsformer kan barnet udtrykke følelser, ønsker og behov.
Det er igennem disse udtryk, at barnet opbygger forbindelser til andre og begynder at skabe sin egen forståelse af virkeligheden.
Sprog er således ikke blot et redskab til at udtrykke tanker, men en fundamental del af barnets følelsesmæssige og sociale udvikling.
Manglende sprog og kommunikationsevner kan derfor have komplicerede konsekvenser for børn og unge. Det kan føre til isolation, da de føler sig adskilt fra omgivelserne og har svært ved at deltage i samtaler og aktiviteter som deres jævnaldrende.
Desuden kan det føre til tvivl på egen værdi og evner, hvilket kan skade deres selvværd og mentale trivsel.
Manglende kommunikation kan også vedligeholde angst og skam hos barnet. Det kan det, fordi de frygter at blive bedømt eller afvist af andre på grund af deres begrænsede evne til at kommunikere.
Tidlig behandling af selektiv mutisme er derfor afgørende af flere årsager.
For det første kan ubehandlet selektiv mutisme føre til forsinkelser i barnets sproglige, emotionelle, kognitive og sociale udvikling.
Derudover kan en ubehandlet selektiv mutisme resultere i social angst.
En meta-analyse af 22 studier, der inkluderede i alt 837 børn med selektiv mutisme, fandt at 80% af børn med selektiv mutisme i tillæg havde én yderligere angsttilstand, mest hyppigt social angst (Socialstyrelsen, 2022).
Det er gennem en helhedsorienteret tilgang, der inddrager både barnets sanser, følelser, nervesystem, sociale interaktioner og kommunikative færdigheder, at vi kan støtte barnet i at bryde ud af den tavshed, det oplever på grund af angst.
For at forstå, hvordan barnet med selektiv mutisme kan støttes og behandles til at bryde angstens tavse stemme, er det væsentligt at se på barnets eller den unges symptomer, udfordringer og behov.
Gennem en grundig forståelse af barnet eller den unges symptomer, udfordringer og behov kan forældre, pædagoger og skolelærere skabe et terapeutisk miljø, der fremmer barnets behov for tillid og tryghed. Som i øvrigt er en del af angst behandlingen.
Det er nødvendigt at oprette et “landkort” over barnets oplevelser, hvor udfordringerne og symptomerne opstår. Det er nødvendigt før vi kan begynde at behandle barnets eller den unges angst.
Lad os derfor tage et nærmere kig på udfordringerne og symptomerne, der kan være tilstede hos børn og unge med selektiv mutisme.
Børn og unge med selektiv mutisme kan opleve forskellige kropslige reaktioner som følge af deres angst.
Disse kan omfatte hjertebanken, hurtig vejrtrækning, muskelspændinger, svedige hænder, rysten, svimmelhed og kvalme.
Disse fysiske symptomer kan forekomme, når barnet er i situationer, der udløser angst. Såsom at være omkring mange mennesker eller i sociale sammenhænge.
Når et barn med selektiv mutisme oplever at blive presset til at tale, så kan angsttilstanden vise fysiske reaktion. Det kan åndenød eller hyperventilation, følelse af at miste kontrol eller “sorte ud” og øget muskelspænding. Det kan også være en følelse af at være ved at falde i søvn eller besvime, samt uro i kroppen eller følelse af at være fastlåst.
Børn med selektiv mutisme kan også have forskellige bange-tanker knyttet til det at tale såsom ””jeg må væk”, ”jeg kan ikke”, hvis jeg taler, så…”.
Dertil følger en adfærd karakteriseret ved undgåelse, hvor barnet ”fryser” i situationen eller trækker sig og ”flygter”, som et forsøg på at minimere ubehaget.
Det vurderes, at mellem 64-75% af børn med selektiv mutisme oplever sensorisk hyperreaktivitet, især i relation til lyd samt smags- og lugtesansen (Socialstyrelsen, 2022).
Børn med selektiv mutisme beskrives ofte som selektive spisere og undgår måske skarpt lys og høje lyde.
De kan også være taktilt sensitive over for berøring fra andre eller reagere kraftigt på kontakt med tøj mod huden.
Mange af disse børn oplever også intense reaktioner i forhold til aktiviteter som brusebad og tandbørstning.
Før jeg går videre med at beskrive, hvordan selektiv mutisme behandles helhedsorienteret ud fra de beskrevne symptomer, vil jeg gerne rette opmærksomheden mod den nuværende almen kendte praksis for behandling af selektiv mutisme; kognitiv terapi.
Socialstyrelsen, 2023, beskriver om kognitiv behandling af selektiv mutisme i Visorapportens Videnspublikation 2: ”Selektiv mutisme – interventioner til, hvordan stemmen genfindes”: “Det kan for mange børn være nyttigt at vide, at det ikke er dem, der er forkerte eller mærkelige, men at det i stedet skyldes vores hjerne der driller os ved at sætte alarmberedskabet i gang.“
Min erfaring i brugen af kognitiv terapi som behandling for angst hos børn med selektiv mutisme, er dog at man ikke reducerer angsten.
Hvis man forsøger at lade børn vide, at det ikke er dem, der er forkerte eller mærkelige, men at det i stedet skyldes deres hjerne, der driller, har jeg oplevet, at det kan vedligeholde angsten. Det kan det, fordi barnet rent fysisk ikke er på et udviklingsstadie i sin hjerneudvikling, hvor det kan koble fortællingen om sig selv til forståelsen af komplekse relationer omkring sig selv.
Selektiv mutisme debuterer typisk i alderen 3-6 år, hvor den præfrontale del af hjernen, som er ansvarlig for barnets evne til refleksion og forståelse af komplekse relationer, endnu ikke er fuldt udviklet.
Og ifølge forskere i neuroaffektive udviklingspsykologi: “Fra 6-12-årsalderen udvikles hukommelsen og identitetsfølelsen, som er knyttet til historier om én selv og evnen til refleksion og til at forstå komplekse relationer.” (Hart, 2016)
Og den er stadigvæk ikke fuldt udviklet, når barnet 12 år.
Da barnet ikke er moden til kognitiv forståelse og selvrefleksion i debutalderen for selektiv mutisme, mener jeg, at vi bør undgå at anvende kognitiv terapi som den primære behandling hos børn med selektiv mutisme.
Desværre er vi ofte for fokuserede på den kognitive læring, især når vi taler om børn med angst, sådan som tilfældet er med børn med selektiv mutisme.
Vi adskiller hjerne og hjerte og ignorerer det, der sker syd for hagen – nemlig samspillet med vores nervesystem, sanser og følelser.
I den kognitive forståelse, taler man om en gradvis eksponering, både direkte eller indirekte, af barnet. Det betyder, at barnet gradvist, udsættes for det ubehagelige for derved at aflære frygtresponsen.
Visorapportens Videnspublikation 2 om selektiv mutisme: “Eksponering er et kerneelement i den kognitive adfærdsterapeutiske retning og betyder, at barnet gradvist udsætter sig for det ubehagelige og aflærer frygtresponsen.” (Socialstyrelsen, 2023).
Men jeg mener ikke, at vi kan afvænne børn fra deres frygtrespons gennem eksponering uanset hvor mild denne eksponering er. Dette er ikke muligt, fordi den præfrontale del af hjernen hos børn i alderen 3-6 år, hvor selektiv mutisme ofte debuterer, endnu ikke er fuldt udviklet.
Og som tidligere nævnt er det først fra 6-12 års alderen, at hukommelsen og identitetsfølelsen udvikles. Som netop er knyttet til historier om én selv og evnen til refleksion og til at forstå komplekse relationer.
Derfor mener jeg ikke, at vi skal eksponere barnet for det, der opleves ubehageligt. Tværtimod, så skal vi starte med at behandle selve frygtresponsen, der er årsagen til angsten hos barnet.
Behandling af frygtresponsen kan vi blandt andet gøre ved at arbejde med barnets følelser, sansemotorik og nervesystem. Samt ved at skabe en atmosfære præget af tryghed og tillid. Dette kan hjælpe med at reducere angsten og give barnet mod til at turde tale i sociale sammenhænge som ikke er i hjemmet.
Først når angsten er blevet behandlet, og barnet har opbygget modstandskraft mod stressresponsen, der udløser angsten, bør vi overveje gradvis eksponering. Men vi kan først udvikle gennem eksponering, når det er tilpasset hjernens modningsstadie; vi skal også først kravle før vi kan gå.
Når vi overvejer gradvis eksponering fra forældre eller lærere, bør dette altså kun finde sted, hvis det er i overenstemmelse med barnets udviklingstrin, barnets nærmeste udviklingszone, som i øvrigt er dokumenteret i Neuroaffektiv udviklingspsykologi: “…det kognitive og det motoriske skal trænes og udvikles inden for nærmeste udviklingszone.” (Hart, 2022).
Det bør altaå først implementeres, når barnets præfrontale hjerne har nået en tilstrækkelig modenhed til at reflektere over sig selv og forstå komplekse sociale dynamikker.
Neuroaffektiv udviklingspsykologi dokumenterer, hvordan nervesystemet er designet til, at barnet kan lære at regulere sig selv gennem andres nervesystemer via et gensidigt resonansfelt: Nervesystemet er konstrueret således, at barnet kan lære at regulere sig selv gennem andres nervesystem gennem et gensidigt resonansfelt (Hart, 2008).
Det er igennem dette resonansfelt, at spejlneuroner i hjernens nerveceller aktiveres, når en person udfører en bestemt handling eller udsender bestemte lyde.
Spejlneuronerne muliggør en fælles oplevelse af øjeblikket, hvilket kan kaldes empatisk resonans eller dissonans, hvis der er uoverensstemmelser mellem handlingen og de ord (lyde), der udtrykkes.
Når der opstår uoverensstemmelse i spejlneuronerne mellem voksne og et barn med selektiv mutisme, kan det forværre barnets angst og vanskeligheder med kommunikation.
En dissonans eller uoverenstemmelse kan opleves på flere måder f.eks.:
For det første kan ekstern pres fra forældre eller lærere skabe en form for dissonans i barnets nervesystem.
Hvis barnet oplever stort pres eller forventninger om at tale i bestemte sociale situationer, kan det føre til øget angst og dysregulering af nervesystemet, hvilket kan forværre dets evne til at kommunikere.
Desuden kan barnets taktile sanser spille en vigtig rolle. Hvis barnet er taktilt sensitivt og har problemer med at tolerere berøring eller visse teksturer, kan det opleve ubehag eller overstimulering i visse miljøer.
Lyde omkring barnet kan også være en udfordring, især hvis det er lydsensitivt og har svært ved at tolerere høje eller pludselige lyde, hvilket kan føre til en yderligere dysregulering af nervesystemet og øget angst.
Samlet set kan uoverensstemmelse i spejlneuronerne mellem voksne og et barn med selektiv mutisme forværre barnets angst. Det kan også forværre vanskeligheder med nonverbal kommunikation ved at forstærke følelsen af isolation, pres, frustration, manglende forståelse og tilbageholdenhed.
Det er derfor vigtigt for voksne at være opmærksomme på barnets behov. Og tilbyde den rette støtte og forståelse for at hjælpe børn og unge med at håndtere deres selektive mutisme.
Vi ved nu, at børn ikke kan rationaliserer og tænke sig til forståelse som bl. a. er metoden i den kognitive terapi. Nej, børn de spejler, sanser og føler verden omkring dem.
Overensstemmelsen i spejlneuroner mellem børn og voksne har en afgørende indflydelse på barnets angstniveau.
Derfor er en central del af behandlingen for børn med selektiv mutisme, som er en angstlidelse, at fordybe sig i følelserne, det sansemotoriske, der stimulere det sensoriske og nervesystemet.
Vi skal regulere barnets følelser og emotioner gennem modulering af sanserne. Dette repræsenterer en “bottom-up” tilgang frem for den mere kognitive “top-down” model.
Gennem behandlinger som lydterapi, mindfulness, åndedrætsøvelser og sanseintegration kan vi aktivere det parasympatiske nervesystem i barnets autonome nervesystem.
Det parasympatiske nervesystem sænker barnets hjertefrekvens, fremmer fordøjelsen, og bidrager til afslapning, restitution og ro i kroppen.
Det er vigtigt at øge opmærksomheden på det autonome nervesystem, da det giver os mulighed for at træne og styrke det på samme måde som musklerne i kroppen.
Ved regelmæssigt at engagere sig i beroligende teknikker kan barnet gradvist opbygge en større modstandskraft over for den stress respons, der udløser angst.
En anden meget væsentlig del af behandlingen er følelserne. Både barnets følelser og forældrenes følelser. Det handler om at støtte forældre til følelsesmæssigt at håndtere deres barn med selektiv mutisme.
Selvom barnets angst typisk udløses uden for hjemmet, især i institutionen eller skolen, så oplever forældre til børn med selektiv mutisme oplever ofte udfordrende følelser og krævende adfærd derhjemme.
Dette kan ofte tilskrives, at barnet har undertrykt sine følelser i løbet af dagen på grund af angsten, og derfor kommer det hele til udtryk derhjemme i den trygge base.
Udgangspunktet er, at forælder kender deres barn bedst, og derfor er de også den bedste til at hjælpe og støtte barnet med vanskelighederne, så det kan gøre sig fri af angsten.
Forældrene skal støttes til at lære at validere barnets følelser empatisk. Hvilket indebærer at møde barnets følelser på en måde, der hjælper det med at forstå, tolerere og håndtere sine egne følelser.
Derudover er det vigtigt at lære grænsesætning, hvor sunde og fleksible grænser etableres for barnet.
Reparation spiller også en afgørende rolle; det handler om at erkende og sige undskyld over for barnet, hvis vores handlinger har såret det.
Endelig er det nødvendigt at kunne håndtere og regulere egne følelser som forælder. Det er det, fordi personlige emotionelle udfordringer kan påvirke ens evne til at støtte barnet bedst muligt.
Man må derfor lære at navigere gennem egne følelsesmæssige udfordringer for at være til stede for barnet på den mest hensigtsmæssige måde.
Alt det kan blandt andet lade sig gøre gennem støtte og læring i Emotionsfokuseret familie- og forældreterapi.
Da barnets angst oftest manifesterer sig i dets levede liv uden for hjemmet, især i institutioner eller skoler, er det afgørende, at behandlingen af et barn med selektiv mutisme også involverer de fagfolk, der arbejder i disse miljøer.
Det er vigtigt, at de er godt rustet til opgaven, hvor de at lære om behandlende elementer som defokuseret kommunikation samt at identificere vedligeholdelses- og risikofaktorer samt beskyttende faktorer.
Som far til et barn med selektiv mutisme og som Familie- og Forældreterapeut (EFST) samt Emotionsfokuseret Psykoterapeut MPF, har jeg specialiseret mig i at støtte forældre til børn med vanskeligheder og udfordrende følelser og sanser, herunder forældre til børn med selektiv mutisme.
Jeg tilbyder behandling af selektiv mutisme gennem metoderne i Emotionsfokuseret familie- og forældreterapi.
Det kan både foregå online, fysisk fremmøde eller ved at deltage på de forældrekurser jeg afholder om selektiv mutisme. Kontakt mig endelig, hvis du er interesseret.
Er du i tvivl om det er den rigtige løsning for jeres familie? Så tilbyder jeg en mulighed for at booke en 20 minutters gratis afklarende og uforpligtende samtale over telefonen.
Hvis du ønsker at booke en tid til Forældre- og Familieterapi (EFST) er du også velkomne til det.
Bemærk, at det også er muligt for kun én forælder at deltage i terapien, hvis det ønskes.
I er meget velkomne, og jeg er klar til at støtte jer som forældre og jeres familie godt videre.
Torp Sørensen, L., Sørensen, N. F., Gebauer, L., Isene, B. D. S., & Hvidtfeldt, S. (2023), Socialstyrelen, Videnspublipaktion 2, Selektiv mutisme – interventioner til, hvordan stemmen genfindes. Hentet fra: https://www.sbst.dk/Media/638136422479054908/Selektiv%20mutisme%20-%20videnspublikation%202%20-%20T.pdf
Gebauer, L., Isene, B. D. S., Hvidtfeldt, S., Torp Sørensen, L., & Sørensen, N. F. (2022), Socialstyrelsen, Videnspublikation, Selektiv mutisme – når stemmen forsvinder og hvordan den genfindes. Hentet fra: https://www.sbst.dk/Media/638098421353584066/Selektiv%20mutisme%20-%20videnspublikation%201-.pdf
Hart, S. (2016). Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund. Artikel: “Husk børns følelsesmæssige udvikling”. Hentet fra: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/paedagogisk-forskning/husk-boerns-foelelsesmaessige-udvikling
Hart, S. (2024). Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund. Artikel: “Susan Hart: Følelserne er vores glemte søster”. Hentet fra: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/paedagogisk-forskning/husk-boerns-foelelsesmaessige-udvikling
Hart, S. (2008). Artikel: “Tilknytningens betydning- et indblik i neuroaffektiv udviklingspsykologi”. Hentet fra: https://www.neuroaffect.dk/Artikler_pdf/TilknytningensBetydning_AfSusanHart.pdf
Emotionsfokuseret Psykoterapeut MPF (EFT) med flere års erfaring inden for behandling af angst, depression, stress, sorg, lavt selvværd og seksuelle overgreb. Som Emotionsfokuseret Forældre- og Familieterapeut (EFST) støtter jeg forældre i håndteringen af vanskelige følelser hos deres børn. Jeg tror på ligeværdig respekt for individuelle valg og værdifuld udvikling i alle livets aspekter. Min tilgang er baseret på velbeskrevne forskningsresultater indenfor oplevelsesorienteret, humanistisk og eksistentiel terapi, hvor vi arbejder sammen mod meningsfulde ændringer i dit liv.
Hvis du har spørgsmål inden du bestiller tid, er du velkommen til at kontakte mig
Helsingør Terapi
Trækbanen 8, st. th.
3000 Helsingør
P-pladser lige foran hoveddøren
Tlf.: +45 26 24 44 06
daniel@helsingorterapi.dk
www.helsingorterapi.dk
Helsingør Terapi støtter
